Projekter

OCAP (Orphan Children’s Aid Project)

OCAP er et børnehjem i bydelen Kabalagala lidt uden for centrum af Kampala, som er Ugandas hovedstad. Her bor der ca. 43 børn, der deler nogle værelser i et lille slumkvarter. Stedet er styret af ildsjælen William Mwessa – Papa, som børnene kalder ham – med stor hjælp fra Rosemary (Mama) og Henry, der tidligere selv har boet på børnehjemmet. Stedet har eksisteret i 11 år, men det er først inden for de sidste år, at de har prøvet kræfter med volontører fra Europa.

Deres faste indtjening får de fra legetøjscykler, de selv laver af  tyk ståltråd, som de ældste af børnene sælger i byen i weekenderne og ferierne. De er altid klar på at få hjælp fra nogle friske hænder til at hjælpe dem med legetøjscyklerne, samtidig med at man kan få sig et godt grin og få lært lidt af deres lokale sprog, luganda. De har ikke mange penge og hver dag er en kamp for at skaffe penge til både skole, mad og husleje. Det er nogle sunde og livsglade børn, der bor på børnehjemmet. Kun fantasien sætter grænser i forhold til hvad man kan tage fat på, men den hovedsaglige opgave er at være der for børnene. Det kan være alt fra at lave legetøj, synge, danse, fortælle historier, hjælpe med lektier, hjælpe til med madlavning og rengøring osv. Oftest går børnene i skole til sent om eftermiddagen, hvor volontørerne vil have mulighed for at være der, til de skal i seng. Mens børnene er i skole har man dog mulighed for at komme og hjælpe til på kontoret eller med at lave nogle cykler, hvis det er det man har lyst til. OCAP ser ikke sig selv som et børnehjem, men som en stor familie, der gerne vil byde alle udefrakommende velkommen til deres familie og kultur.
Kampala kan byde på mange spændende ting, så når man ikke er på børnehjemmet, kan vi varmt anbefale at tage på eventyr i storbyen.