Volontørblog – fortællinger fra Nepal
Jeg arbejder som tidligere nævnt på børnehjemmet Chhahari, som ligger en 25 minutters gang fra mit hjem. Her bor 22 fantastiske unger i aldersgruppen 4-16 år. De er sejlivede og livsglade som ind i helvede. Det bliver ved med at forbavse mig, hvor tillidsfulde og hjertelige de er – især taget deres forskellige historier i betragtning. Det er ikke altid til at bære at forholde sig til, hvad nogle af dem har skulle opleve – men de bærer det og jeg er fuld af respekt og beundring. Uma og Kumar, et nepalesisk ægtepar, bor sammen med børnene i det lille hus – de er nogle varme mennesker, som jeg nyder at være omkring. Timerne hos Chhahari-børnene flyver afsted med alt fra dans, leg, lektiehjælp til tøjvask og videoaftener. Generelt er alle slags shows i højsædet her – danseshows, syngeshows, hoppeshows etc. Man mødes af energi, en rød tika klistres mellem mine øjne og en omgang UNO-kort puttes i mine hænder – “kom her, søster”, “se her, søster”, “nejnej, det er mig, der leger med søster”. Man er på bigtime og det er herligt.
Udover arbejdet på Chhahari har jeg undervist i engelsk på Vajrayan Tibetan School i Boudha om formiddagen. Det var dog en kortere affære, da antallet af elever var for lavt og svært at regne med. Ifølge skolelederen, Chewang, skyldtes det især at det kinesiske politi har en del følere ude i Boudha. De elever jeg underviste – og de elever der så ofte ikke kunne møde op – er tibetanske flygtninge, som ikke kunne risikere et møde med det kinesiske politi, da de opholder sig ulovligt og uden papirer i Nepal. Det tog nogle uger at nå til beslutningen, i samråd med en meget forstående Chewang, om at stoppe fra Vajrayana Tibetan School. Det er uden tvivl et godt projekt og det har givet mig nogle gode bekendtskaber og oplevelser. Især har en elev, en tibetansk munk, gjort et ret stort indtryk med hans beretninger fra livet i Tibet og sidenhen livet som flygtning i Nepal. Dog er jeg glad for min beslutning – i morgen starter jeg på Sagarmatha School, som er den skole hvorpå børnene fra Chhahari går på. Egentlig burde jeg have haft første undervisningsdag i dag, men en strejke sat tingene ud af spil. Det er med høj, dog temmelig svedende, pande jeg går til Sagarmatha School i morgen. Lærergerningen på nepalesisk er en udfordring – klasseværelserne rummer op mod 45 børn og ja, jeg aner ikke helt hvad jeg kan vente mig.
Jeg forsøgte lige at formulere en beskrivelse af en typisk dag i mit hoved – en nepalesisk hverdag. Men det er som om, at begrebet hverdag forekommer ikke rigtig i entalsform paa nepalesisk. Det nepalesiske sprog må derimod rumme op mod 365 forskellige ord for hverdag. Uforudsigeligheden er lige så skoen som pokkers – planlægning af alt fra undervisningsforløb til indtagelse af frokost finder sted, dog må er reglen at det aldrig finder sted som planlagt. Mine planlægningsrutiner er noget jeg, med min blegdanske mentalitet, forsøgte at tage med mig til Kapan, Kathmandu. Og heldigvis lykkedes det langtfra. Det føles godt (for det meste) at få een på snuden som forvant controlfreak. Og det føles (for det meste) godt at blive rystet lidt i min grundvold. En ting går dog igen i mit Nepal – uanset om jeg befinder mig i Himalaya, Pokhara eller Kathmandu. Jeg sover brandgodt – helst 8+ timer og det er alletiders. I morges vågnede jeg eksempelvis efter 9,5 behagelige sovende timer ved en 6-tiden. Jeg listede med min yogamåtte op på taget og vågnede med en kop te og derefter en lille omgang morgengymnastik i morgensolen – iført både min moders cykelshorts og ånd! Der er nemlig også tid til en masse tankespind, til at kværne adskillige bøger og til bare lige at trække vejret.
Velankommet (heldigvis!) til Shyabro Bese indlogerede vi os på et hotel, og fik turens, for mit vedkommende, første og sidste Dhal Bhat. Dagen efter startede trekket. Jeg har aldrig trekket før. Jeg har højest været på en-dags hike i Frankrig, så det var med en klump af nervøsitet i maven, at jeg tog de første spæde trekkingskridt. Det vidste sig dog hurtigt, at det at trekke ikke var et problem. Jeg nød stilheden, kontinuerligheden og naturen omkring mig. Man når til et næsten meditativt stadie, når man går og går og går så mange timer om dagen. Jeg fik tænkt ustyrligt mange gode, fjollede og dumme tanker, og jeg fik gentaget mit nye mantra utallige gange: “step by step by step by…”. Efter blot to dage befandt vi os midt i bjergene. Jeg kunne mærke på min vejrtrækning, at jeg nu var mere end 4000 m over havets overflade. Kyanjin Gumba hed stedet hvorfra vi gik op til en “udkigspost” og herfra kunne se hvad der i det øjeblik føltes som hele verden. Aldrig har jeg noget lignende. Jeg prøvede at holde fast i udsigten, men det var tæt ved umuligt, og alle ved, at billeder ikke tilnærmelsesvis når steder som dette til sokkeholderne.
På vores trek stødte vi på en sweisisk trekker kaldet Stephan, eller som vi kaldte ham Buddha Boy. Han havde netop færdiggjordt sine 111.111 prostrationer og ville nu meditere oppe i højderne, en tanke som han dog opgav, da han mærkede den bidende kulde, og derfor trekkede videre sammen med os. Han havde masser af chokolade, honning og tsampa foruden et rigtigt godt humør og var derfor et hit at have med.
“En sjælelig detox-kur” skrevet 15. februar 2012 af Sabine Dyrløv Klindt, volontør Nepal vinter 2011
Det er når der bliver stille, at man opdager, hvor meget larm, der plejer at være. Alle sover, internettet har været slukket i en time, og jeg kan hverken se fjernsyn eller film. Der er bare mine egne tanker, Napoleon-kabale og Anna Karenina. Og selvom det er irriterende, at der hele tiden er strømafbrydelser, og at internettet derfor kun er tilgængeligt et par timer i døgnet, så fjerner det også den facebook-sump, som jeg tit henfaldt i hjemme i Danmark. Der er ingen hvid støj, ingen urolige tanker, ingen følelse af stress.
I dag har jeg gået gennem støvede gader i en blanding af sol fra en næsten skyfri himmel og iskold bjergvind. Har spist pizza på en tagterasse i Thamel, købt højttalere til min computer, en festkjole til på fredag og læst første kapitel af Den Lille Prins. Mine negle er pink, og mit hår er sat op i en høj hestehale. Føler mig dansk igen, føler mig som Sabine igen. Har lyttet til alt fra Bob Dylan til Portishead og sidder nu under to tæpper iført filtsutsko, leggins, uldundertrøje, fleece og pandelygte. Det har været en af de sjældne dage, hvor alt føles helt perfekt. Hvor luften har en særlig duft af friskhed, og hvor man kan mærke en særlig energi strømme igennem kroppen. Helt uden planer har jeg bare ladet mig flyde med, og verden har vist sig fra sin bedste side.
Min krop er begyndt at føles anderledes, let og åben, som om jeg har givet slip på noget. Jeg ved ikke helt, hvad det er, der er blevet skyllet ud af min krop; urolige ophidselser over ligegyldigheder, stress og nervøsitet? Erstattet af en evne til at lade verden løbe gennem mig og kun optage de allermest nødvendige ting. Ved at komme på afstand af mit eget liv, har jeg fået løsnet op i, hvad jeg bedst kan beskrive som tanke- og følelsesmæssige kramper. Jeg har haft tid og ro til at lægge tankerne fra mig og mærke mig selv, og det gør, at jeg ikke længere har sådan en eksistentiel forvirring. Jeg føler mig fattet og klar i hovedet og kroppen, som om jeg har ryddet op i mig selv – ikke ved at putte ting ned i rodekasser, men ved at kigge alt igennem og kun gemme det, der stadig er relevant.
At være i Nepal kan nærmest beskrives som en sjælelig detox-kur. Alle små negativiteter og irritationer er blevet fjernet, og jeg står tilbage med et styrket mentalt immunforsvar. Og med en samtidig øget bevidsthed om mine muligheder for fremtiden, min ubegrænsede frihed, er jeg nu mere end klar til at stå ansigt til ansigt med verden – og den kommer ikke til at vælte mig så let!
“Nepal på matematisk” skrevet af Astrid Møldrup, volontør Nepal forår 2010
Ved juletid kunne man i Netto købe ris i poser af 5 kg. I Nepal køber de sække med ris af 30 kg. På børnehjemmet, Slisha Home, spiser de 30 kg ris på 4 dage. 17 børn og 2 voksne. Det er 7,5 kg ris pr. dag eller 0,4 kg pr. mand pr. dag.
I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.
Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem – 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister uden faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.
Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis’er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.
På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.
Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl.20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet – hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.
Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne – børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Nej, hvor bliver det bare fedt!
