Dialogos Ungdom

“Kuire, I love you!” skrevet 13. januar 2012 af Sabine Dyrløv Klindt, volontør Nepal vinter 2011

“Kuire, kuire”. Først efter at have lært, hvad det betyder, er jeg begyndt at lægge mærke til, hvor ofte det blive hvisket, sagt og endda råbt, når jeg kommer gående ned ad de små gader i Kopan. Turist, turist. Og jeg har nu lyst til at vende mig om og svare på nepali: “Ma kuire hoina!” For jeg føler mig ikke længere som turist, og jeg ville ønske, at jeg kunne gå mere i et med nepaleserne.

Vejen fra kuire til nepali starter med de små kulturforskelle: En bordbøn før aftensmaden, at man ikke kan klappe små børn på hovedet, at man aldrig må røre en ældre nepaleser med fødderne eller fløjte indendørs. Til gengæld er det normalt at bøvse højlydt, smaske, spytte – og så ser man i øvrigt både drenge og voksne mænd sidde tæt og holde i hånd. Når disse første små kulturforskelle er indkoorporeret i ens væremåde, viser nye forskelle sig. Når man spiser hos en nepalesisk familie er det deres pligt at skænke op, indtil man selv siger stop. Man bør som gæst altid tage mere end én portion for at vise, at man kan lide maden, og så er det ens pligt at spise op. Det er kulturforskelle, der er forholdsvist nemme at opdage, når man bare befinder sig i Nepal i et stykke tid. Derimod viser helt andre og langt vigtigere kulturforskelle sig, når man lærer nepaleserne at kende, og at undervise omkring 300 nepalesiske børn i alderen 7-17 år er at stå ansigt til ansigt med både kulturelle og sproglige barrierer.

Den første uge som lærer på Sagarmatha School var min idealisme ukuelig – jeg ville læse Animal Farm og The Old Man And The Sea med de ældste, Alice’s Adventures in Wonderland med de 12-årige og H.C. Andersen med de mindste. Derudover ville jeg lave både samtale- og diskussionstimer, hvor alle kunne få ordet. Jeg blev hurtigt klogere. At træde ind i en nepalesisk klasse er ikke som at træde ind i en dansk klasse. Her rejser alle børn og unge sig og siger i kor: “Goodmorning mam”. De venter på, at jeg svarer: “Goodmorning class, how are you?” hvortil de igen i kor svarer: “We are fine, mam, and you?” Til det må jeg svare: “I’m also fine, you can sit down”. Og så slutter velkomsten med et: “Thank you, mam”. Men korsnakkeriet stopper ikke her – børnene er nemlig vant til, at deres lærer stiller så åbenlyse spørgsmål, at alle kan sige svaret på samme tid. Eftersom jeg og Anne-Claire, min franske kollega og veninde, gerne ville lidt dybere ind i teksterne, bad vi i starten børnene om at række hånden op, hvis de ville sige noget. Men det affødte bare 30 tomme blikke, halvåbne munde og et enkelt: “Excuse me, mam? Could you write something on the black board, so we can copy it?”. Eftersom vi nægter at undervise i udenadslære, og i øvrigt nægter at anvende fysiske afstraffelsesmetoder, tvinger arbejdet os til hver eneste dag at tænke i kreative løsninger. Vi har indkøbt et arsenal af undervisningsmaterialer i form af et par hundrede film, Tintin- og Asterix-hæfter, diverse klassiske rocksange og højttalere til den bærbare computer. Og for at kunne gennemføre den slags undervisning, som vi kan stå inde for, har vi flyttet de fleste af vores timer væk fra de minimalistiske fængelsceller, som de kalder klasseværelser, og har i stedet taget det ubrugte bibliotek i brug. Nu er vores mindste problemer, at vi indimellem får selvskab af bibliotekets ildelugtende rottefamilie, samt at der dagligt er op til 14 timers strømafbrydelser, hvilket gør filmvisning og musiklytning lidt kompliceret. Men børnene er tålmodige og vant til virkelig ringe undervisning, og for dem er vores undervisning, uanset hvor kiksede vi selv føler os nogle gange, et frikvarter fra den daglige hjernevask.

Efter en lang dag på Sagarmatha School følger en om muligt endnu længere bustur hjem: Dødskørsel gennem Kathmandus bumpede gader akkompagneret af den tætpakkede børnefloks sang, pludren og småslagsmål – med en sovende Mary på skødet. Vi når lige hjem at drikke en kop te, før vi igen bevæger os ud af det lille hjem i Kopan. Gåturen til Chhahari-børnehjemmet tager mellem 10 og 15 minutter. Eller det vil sige: Den første uge kendte vi stadig ikke genvejene og blev derfor nødt til at gå en stor omvej, som på usikre ben gennem myldretid tog os lidt over 20 minutter. Undervejs mødt af dyttende biler, stirrende børn med deres “hello, how are you?” og endda tilråb som “kuire, I love you”. Efter at have undervist i tre uger går vi nu i raskt tempo, drejer ned ad en lille, støvet sidegade, før vi pludselig befinder os langt væk fra alle andre turister. Vi diskuterer undervisning og et par af børnene, mens vi nærmer os Chhahari, der ligger to minutter længere væk end skolen. Vi krydser en halvtraffikeret gade og drejer ned ad en endnu mindre sidegade, der er stort set utraffikeret. Og her begynder de: Tilråb fra altaner, vinduer og langs vejen. Men ikke de sædvanlige “kuire, kuire”, nu kan jeg høre udefinerbare børnestemmer råbe mit navn: “Sabine-mam, how are you?”, “Sabine”, “Sabine miss”. Og jeg kigger rundt og får øje på små mennesker med støvet tøj og store øjne, som jeg for en måned siden ville have kaldt gadebørn, men som jeg nu kender som mine søde og dygtige elever. Og det er lige nøjagtig dén forandring, der gør, at jeg langsomt men sikkert føler mig mere og mere som nepali og mindre og mindre som kuire.

“Nepal på matematisk” skrevet af Astrid Møldrup, volontør Nepal forår 2010

Ved juletid kunne man i Netto købe ris i poser af 5 kg. I Nepal køber de sække med ris af 30 kg. På børnehjemmet, Slisha Home, spiser de 30 kg ris på 4 dage. 17 børn og 2 voksne. Det er 7,5 kg ris pr. dag eller 0,4 kg pr. mand pr. dag.

I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.

Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem – 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister uden faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.

Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis’er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.

På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.

Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl.20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet – hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.

Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne – børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Nej, hvor bliver det bare fedt!